Om Hørren og dens behandling.

Hørrens historie hist

Hør er en af de ældste planter der har været brugt til tekstilfremstilling. Dens mange arter er vildtvoksende i det sydlige Europa og i Middelhavsegnene, og det er også her, vi ser de første spor af hørdyrkning.
For 7000 år siden dyrkede man hør i Mesopotamien, og i de følgende årtusinder finder vi hørren hos Egypterne, hos den yngre stenalders Svejtsere i deres pælebygninger, hos grækerne og Romerne - og senere hos jernalderfolkene i Tyskland og Norden.
Nu om dage er hørdyrkningen spredt over store dele af Jorden; men det er stadig næsten kun i Europa, at hørren bruges til tekstilfremstilling.
I de andre kontinenter dyrker man hørren for de olieholdige frøs skyld.
Det er vigtigt for hørrens kvalitet, at den i vækstperioden, ikke udsættes for større temperatursvingninger. Bedst for kvaliteten er et tempereret kystklima eller øklima. Derfor er hør fra Flandern, fra Irland eller Baltikum god. Men der er også gode kvaliteter i den enorme procentdel af verdens hør, som Rusland producerer.
Hørdyrkningen er gået stærkt tilbage i de sidste hundrede år.
Hørren har hårde konkurrenter i Bomulden og i de moderne kunststoffer. Kun i perioder med forsyningsvanskeligheder, f. eks. i krigstider, eller hvis moden en overgang dikterer hørdragter, har der været nogle små opsving.

Botanik

Hørfamilien er stor.
Den rummer 25 slægter med tilsammen 500 arter.
Slægten Hør er en af dem. Den rummer 200 arter.
I Norden hører kun én art til: Linum carthagicum.
Man har lavet mange krydsningsformer. De giver flere frøkapsler og større frø end spindehørren. De giver længere fibre end oliehørren, men kan kun gruges i blandingsgarner (f. eks. cottolin).
Blomsternes farve bliver meget varieret: fra hvid til mættet blå - eller endda rød.
Frøene går fra lysegul over mellembrun til sortbrun.

	Spindehør	Krydsninger	Oliehør
Højde	90 cm	80 cm	50 cm
Spinde-kvalitet	god	middel	dårlig
Fibre i % af høsten	20	20	under 15
Forgrening	svag	mådelig	stærk
Frøkapsler pr. plante	4	8	13
Vægt pr. 1000 frø	4 gr	7 gr	9 gr
Olie i % af frø	35	39	40

Skematisk tværsnit af hørstængel:

1. Overhud

2. Fiberbundt (Tave)

3. Fibercelle

4. Ved (Skæve)

5. Hulrum

Det er taverne man anvender ved fremstilling af hør.

Dyrkning

Hør skal sås i god jord med et dybt muldlag.
Tit var det ikke blot husmoderen, der havde et stykke med hør, også tjenestepigerne havde et stykke, så de kunne lave udstyr.
Det var husbond, der såede hørren. Den skulle sås tæt. Jo tættere planterne stod, jo finere blev hørtaverne.
Planten blomstrer over en længere periode, men hver blomst holder kun nogle få timer.
Før hørren blev for lang skulle den luges. Både karle, piger og børn hjalp med det. Det måtte gøres forsigtigt, der måtte ikke trampes for meget rundt. Det tog en hel dag for ti mennesker at luge en tønde land hør.
Der var megen overtro forbundet med hørdyrkning. For eksempel skulle man sætte ris ud i hørmarken til Sankt Hans. De skulle være så høje som man ønskede at hørren skulle blive.

Ruskning Vejring Knevling

Når frøkapslerne begyndte at blive gule, var det tid at høste hørren. Det skete midt i kornhøsten.
Jo tidligere den blev høstet, jo finere hør fik man. Ventede man til alle frø var modne - når alle frøkapslerne var gule, blev taven svag og grov, og den kunne ikke spindes til fin tråd.
Hørren blev høstet ved at RUSKE den, trække den op med roden. Derved fik den en slags fod at stå på under vejringen på marken, uden at taverne inde i strået tog skade.
Hørren blev ombundet med et par strå i neg, og stillet på roden i hobe, 3 neg mod hinanden, på samme måde som kornneg. Hørren skulle VEJRES, tørres af luften på marken.
Når kornet var kørt hjem, var det hørrens tur. Hvis frøene var blevet helt tørre, skulle der køres forsigtigt, så frøene ikke faldt af undervejs.
I en stolpe i loen, eller under et halvtag, sattes en stor kam, KNEVLEN, med tætsiddende træ- eller jerntænder.
En lok hør ad gangen blev trukket gennem kammen, og frøkapslerne, der kaldes knevler, faldt af. Der kunne stå en person på hver side af knevlen og skiftes til at trække hør gennem den.
Frøene skulle renses for avner, skaller fra frøkapslerne.
Dette kunne gøres med et rundt sold, der blev hængt op i en bjælke. Når soldet blev sat i cirkulation med håndkraft søgte frøene ud mod kanten, mens avnerne samledes inde i midten.
Et drøftetrug, et fladt trætrug, kunne bruges. Man holdt det foran sig med begge hænder. Ved små hurtige kast samledes skallerne oven på frøene, og kunne nemt blæses bort.
En portion frø blev taget fra til næste års udsæd.
Hørfrø blev kogt i mælk og brugt som foder til kalve.
Man drak hørfrøthe imod kolik, nyresten og tør hoste.
Knuste frø i mælk eller vand blev lagt på hævelser.
Dengang man troede på hekse og troldtøj, strøede man hørfrø omkring gården aftenen før Valborgsdag.
I skuespillet "Barselstuen" (1723) af Ludvig Holberg får barselkonen dette råd mod de forskrækkelige drømme hun har:
"...men er det Nisser, som I har Uroe af, maa I strøe Hørfrøe for Sengen, saa faar de strax Fødder at gaae på"

Knevle med trækam:

Knevle med jernkam:

Rødning

Næste led i tilberedningen af hørren var RØDNINGEN.
Rødning er en gæringsproces, der kan sammenlignes med den forrådnelse der sker i naturen. Dog gribes der ind og processen standses, når de limstoffer, der kitter taven fast i strået, er nedbrudt.
Man kan vælge landrødning eller vandrødning. Der er fordele og ulemper ved begge metoder. Hvilken der er den bedste har været et emne for diskussion i mange hundrede år.
I 1670 skrev præsten i Birkerød, Henrik Gerner, dette digt:
"Men Hørren senckis udi Vand
At Skeffven vel skal skøris.
Men andre rødner dend paa Land
At dend mod Solen tøris.
Dend Landrød Hør er vel saa goed,
Som Vandrød Hør oc bedre.
Den bløder er, gier fiiner Traad,
Saa siger vore Fædre".
Det er vigtigt at rødne hørren tilpas, så taverne med lethed kan frigøres fra skæverne. Er den ikke rødnet nok, vil den ikke slippe skæven. Er den rødnet for meget, er taverne ødelagt og kan ikke spindes til tråd. Hvornår hørren er færdigrødnet kan bedst afgøres ved at tage et par strå, tørre dem og så se om taverne nemt kan frigøres.
LANDRØDNING blev også kaldt dugrødning.
Det foregik på en græsmark i læ for vinden. På Bornholm kaldte man i ældre tid den storm, som ofte kommer efter høst, for 'Hørrulleren'.
Hørstråene blev lagt i rækker i et tyndt lag med alle rodenderne vendt samme vej. Her skulle de ligge 4-8 uger, afhængig af hvor meget dug og regn, der var i perioden.
Stråene skulle vendes et par gange, så de alle kom ned mod jorden, hvor gæringen var kraftigst.

VANDRØDNING forgik i stille vand, en dam, en grøft eller en tørvegrav.
I byloven fra år 1601 for Rønninge på Fyn står der: "Hørren må ikke rødnes i fælles vandingssteder".
Husdyr kan ikke tåle det vand, der er rødnet i.
Man skulle også være sikker på, at der ikke var fisk i vandet, for de ville dø af de bakterier, der bevirker gæringsprocessen, som er meget koncentreret ved vandrødning.
Hørren blev med stor omhu lagt løst til rette og nogle sten eller græstørv lagt øverst for at holde al hørren under vand.
Efter 7-14 dage var hørren rødnet, alt efter temperatur og om der havde været rødnet før.
EFTER RØDNING blev hørren stillet på roden til vejring på marken. Den skulle tørres grundigt af luften.
Derefter blev den kørt hjem og opbevaret et tørt og luftigt sted.

Brydning

Det træagtige i hørrens stængel skal knuses, brydes, så det kan fjernes.
I 1700-tallet sagde man, at hørren skulle brydes den 3. måned efte ruskningen. Det var dog uden betydning, hvornår det blev gjort. Det kunne ske umiddelbart efter rødningen, men kunne også vente til efter næste års høst. Havde man kun dyrket et lille areal med hør, kunne det måske være en fordel at vente.
Under brydningen skulle hørren være knastør. Tørringen kunne ske på flere måder.
Den bedste måde var at tørre hørren over en brydegrav, et ildsted udendørs, en dag med tørt og stille vejr.
Graven skulle være ca. 1,5 meter dyb. Bålet skulle brænde jævnt uden høje flammer.
Over graven blev der lagt nogle stænger. Her blev hørren lagt på række. Den skulle vendes nogle gange, så den tørrede jævnt over det hele.
Man skulle hele tiden passe på, at varmen ikke var for kraftig og at ilden ikke blussede op og antændte den tørre hør. Man brugte altid at have et par spande vand og nogle grene med blade ved siden af brydegraven, hvis uheldet skulle ske.
I ældre tid var det et betroet job at tørre hørren på denne måde. Der var ofte een bestemt person i landsbyen, som gjorde det.
En enklere måde at tørre hørren på var en solrig forårsdag at stille den i et tyndt lag op ad en sydvæg. Hørren skulle vendes nogle gange.
Denne metode var dog ikke så god som tørring over en brydegrav.

Lige efter tørringen skulle hørren brydes. En håndfuld strå blev holdt på tværs i en bryder mellem over- og underkæberne. Mens hørren blev drejet og flyttet bankede man på den med overkæben til skæverne var løse hele vejen fra rod til top.
Efter brydning blev taverne bundet i små knipper og sat et tørt sted.
Dengang hver gård havde et stykke jord med hør, gik flere gårde sammen om arbejdet. Når det var færdigt blev der holdt brydegilde, med ekstra god mad og måske en dans.
De skæver der faldt af ved brydning kunne bruges som brændsel i næste års brydegrav.
Tidligere blev skæverne også brugt til brændsel i køkkenet, som opfyldning ved møddingen og andre sølede steder og til at lægge æbler i om vinteren.

Bryde:

Skætning

Efter brydning skulle de løsnede fibre fjernes. Denne proces kaldes at skætte eller skage.
Hørren blev anbragt på en skættefod og med et meget tyndt træsværd, skættehånden, blev de træagtige fibre nu slået af.
Arbejdet foregik i siddende stilling, anbragt udendørs eller i en vognport, da de mange løsslåede skæver hvirvlede rundt i luften.
Skætningen var et kvindearbejde, men det krævede gode armkræfter at sidde en hel dag og svinge skættehånden.
Arbejdet med at skætte blev ofte gjort i fællesskab af pigerne i landsbyen. Om aftenen, når al hørren var skættet, kunne der blive holdt et lille gilde -
et skættegilde.
Skæverne blev brugt til strøelse til husdyr eller til brændsel.
Sammen med skæverne var der også en del korte taver.
Da intet måtte gå til spilde blev dette - skættefaldet - ofte brugt til at spinde meget groft garn eller til at sno reb af.Endelig blev skættefaldet også brugt til polstring af møbler.
Skættehænderne havde forskelligt udseende alt efter hvor fra i landet de kom. Den slanke form er den østdanske, medens det brede blad er kendt på Fyn og i Jylland.
Både skættehånd og skættefod kunne være smukt udskåret. Begge dele var yndede kærestegaver.
Fra midten af 1800-tallet blev skætningen mange steder mekaniseret med en skættemaskine. Denne havde fire eller flere træblade, der blev sat i bevægelse ved at dreje på et håndsving eller som skættemaskinen på billedet nedenfor, trukket fra en hestegang.
Ofte slog flere i landsbyen sig sammen om en sådan maskine.
Efterhånden blev arbejdet med hørrens bearbejdning overgivet til professionelle hørsvingere, der drog omkring fra landsby til landsby, og selv medbragte deres maskineri.

Skættefod:

Skættehænder:

Skættemaskine:

Hegling

Hegling var den sidste proces hørren skulle igennem inden spinding.
At hegle er at rede den skættede hør, så den bliver findelt og blank, og for at udskille de grove og korte taver.
En hegle er et bræt med flere rækker spidse stål- eller jerntænder. Der blev altid brugt mindst 2 hegler med forskellig finhed.
Under arbejdet var de fastgjort på et bord eller en bænk.
Først blev en lok hør trukket gennem grovheglen, derefter en hvor tænderne var tyndere og sad tættere. Det var vigtigt at holde godt fast i lokken, mens den blev trukket gennem heglen, ellers ville det hele blive siddende mellem tænderne.
Jo finere hegle, jo finere tråd kunne der spindes.
Hvis man trak et par lokker ekstra mange gange gennem den fineste hegle, kunne disse spindes til sytråd.
De grove og korte taver, som blev tilbage i heglen, blev kaldt hegleblår. Det kunne også spindes til tråd, men den blev ikke så fin, glat og stærk som hør.
For at den heglede hør ikke skulle komme i ulave inden spindingen, kunne man holde den samlet i et bundt med én papirmanchet om. Man kunne også sno et lille hoved i hver lok, spinddukker, og binde disse i en krans. Denne krans blev hængt i storstuen. Det var tegn på velstand.
Blåren blev samlet i bundter eller trillet i blårtotter.
Fra hegling stammer udtrykket "at blive heglet igennem", og "en hegle" er blevet brugt om en arrig, grov kvinde. Det har dog alle dage været meget uelskværdigt at skælde en kvinde ud for at være en gammel hegle.
"Det skal nu ordnes, hvad enten det går i hør eller blår", sagde man engang om en ubehagelig sag.

Hegle:

Spinding

Spinding er en snoning af fibre eller taver til en sammenhængende tråd. Dette foregår lettest på en spinderok med trædelag til at drive hjulet rundt, så begge hænder kan være fri til arbejdet.
Det var i ældre tid normal skik, at ulden skulle spindes inden jul, så man efter Hellig 3 Konger kunne tage fat på hørren.
Et gammelt ordsprog siger: "Hør bliver til Silke, men uld bliver til Muld ved at gjemmes".
Erfaringen havde lært, at hørren havde bedst af at vente. Taverne kunne opsuge fugtighed fra luften og derved genvinde noget af den smidighed, de mistede ved den kraftige tørring før brydning.
Indtil slutningen af 1800-tallet var det almindeligt på gårdene selv at spinde sit garn. Det hørte til madmoderens arbejde.
Holdt man pige, havde madmoder en forpligtelse til at lære pigen at spinde.
"Det er bedre, at en tråd er fordærvet, end at en pige er ulært", sagde man.
Når pigen havde lært at spinde uld, skulle hun øve sig på skætteblåren. Derefter på blåren fra grovheglen og så blåren fra finheglen. Dette øvede hun sig på 4-5 år før hun fik lov at prøve hørren.
Vanskeligst var det at spinde den tråd, man brugte til sytråd. Den skulle tvindes sammen af to fine tråde. Tvinding er at sno to eller flere tråde sammen på rokken. Der tvindes til højre, modsat spindingen, som for hør er til venstre.
Selv om den tvundne tråd blev vokset, var det vanskeligt at trække den gennem tæt lærred, hvis der var ujævnheder på tråden.

Blegning

Når hørren var spundet, skulle den bleges.
Først blev garnet vasket i askelud. Garnet blev lagt i et kar, og over karret spændte man et klæde. Man lagde fin, ren aske - bøgeaske var det bedste - på klædet.
Så blev der hældt kogende vand på asken, så vandet blev siet ned over garnet. Vandet blev tappet af og igen hældt igennem askeklædet. Sådan fortsatte man mange gange.
Derefter blev garnet banket godt igennem med et banketræ, en "tærskel".
Når garnet var skyllet, blev det hængt på et stativ til blegning.
Man satte stativet så det kunne ses fra vejen; man måtte godt se at her boede en flittig kone.
Garnet skulle helst være klar til blegning i marts, da forårssolen var den stærkeste til at blege. Til sankt Hans var blegetiden forbi.
Det færdige lærred skulle også bleges, hvilket ligeledes helst skulle ske om foråret. Det blev først vasket på samme måde som garnet.
Derefter blev de lange stykker bredt ud på en græsmark.
I forvejen var der syet stropper i siderne af stoffet, så man kunne hæfte det på marken med små træpløkke.
Lærredet skulle ligge længe på bleg, og man måtte passe på at gæs og høns ikke kom ind på stoffet, ligesom man måtte passe på tyve.
Nogle steder måtte piger og karle holde vagt, så man ikke behøvede at tage stoffet ind om natten. Men det var ikke et stykke arbejde de var ret glade for!

Hørgarn vundet på stativ for blegning i solen:

Hørdyrkning i dag

Fra ca. 1920-30 mekaniseredes hørdyrkningen.
Hørren blev radsået i stedet for bredsået.
Dette medførte at der kunne foretages en mekanisk radrensning i stedet for den krævende håndlugning.
Der blev indført udenlandske og mere hårdføre udsædsarter.
Til ruskningen blev der fremstillet ruskemaskiner.
Maskinen "skårlagde" hørren, der derefter kunne ligge til vejring på jorden.
Fra 1920erne blev kontraktavl af hør almindelig. Flere steder var det en del af kontrakten, at der blev stillet ruskemaskine til rådighed.
Under 1. verdenskrig fik hørren en opblomstringsperiode. Der blev foretaget dyrkningsforsøg på flere forsøgsstationer og udbyttet øgedes.
Fra midten af 1950erne faldt hørproduktionen imidlertid igen.
Fra 1980erne er der igen interesse for hørren som nonfood afgrøde i forbindelse med braklægnings- ordninger.
De fleste steder er der dog tale om oliehør, da der ikke kræves særlige høstredskaber til denne.
Hørfrøenes olie kaldes linolie.
Olien anvendes dels i medicinalindustrien, dels i farve- og lakindustrien.
Skæverne fra hørren kan anvendes i papirindustrien og til spånplader, eller i forbrændingsanstalter.
Der blev i 1987 dyrket 150 ha spindehør og 8500 ha oliehør i Danmark.
Angående den mekaniserede bearbejdning af hørren henvises til udstilling om Hørfabriken i Tommerup i vævehallen.